Et mørkt slot tårner sig op foran dig. Hvad venter dig indenfor?
Du vågner op i et mørkt, fugtigt rum. Lugten af mugne sten fylder dine næsebor, og din krop føles tung, som om du har sovet i dagevis. En kold brise siver ind fra en smal åbning i den gamle stenmurs væg.
Dit hoved dunker, og dine minder er tågede. Hvordan endte du her? Du forsøger at samle dine tanker, men kun brudstykker af en rejse gennem en mørk skov og lyden af fjendtlige stemmer i natten dukker op.
Du sætter dig op og mærker den ru overflade af en kiste foran dig. Den er gammel og dækket af støv, som om den har stået uberørt i årtier. Ved siden af kisten ligger et sværd, rustent men solidt.
Din puls stiger. Dette sted er fremmed, og én ting er sikker – dette er ikke et sted du ønsker at være.
Du træder ind i et dunkelt rum oplyst af få fakler. Loftet er højt, og i midten hænger en mystisk, rund krystaldel – sat i øjet på en grotesk statue, som ligner en dæmon eller en enøjet ogre. Midt i rummet står en sokkel med en gammel skriftrulle.
På pergamentet står der med skrift: Du er blevet udvalgt til et spil for elitens fornøjelse. Du vil blive ledt gennem prøver fyldt med fare. Men præmien er stor. Den, der overlever og kommer først, vinder. Alle regler gælder. Pas på – de andre deltagere kan finde på at angribe dig.
Du fører blikket på fra pergamentet og ser, at foran dig er der tre passager: en mod venstre, en lige frem og en mod højre.
Du træder forsigtigt ind gennem den venstre passage. Den smalle gang åbner sig hurtigt op i endnu et mørkt rum. Som du sætter din fod indenfor, tænder fire fakler af sig selv langs væggene med en tør knitren, som havde de ventet på din ankomst.
Lyset afslører et halvcirkelformet kammer. Loftet er lavere end før, men i midten sidder en lille, grotesk statue af en dæmonisk skabning indfældet i væggen over en stendør – med ét enkelt, glimtende krystaløje, der sender et rødligt skær ud i rummet. Du føler dig iagttaget.
I midten af rummet står tre statuer placeret i en trekant. De er hver især over mandshøje og forestiller tre forskellige væsner:
Bag statuerne anes en udgang – endnu en buegang, der fører videre i mørket. Du træder ind i rummet og langsomt bevæger du dig forbi statuerne. Du synes et øjeblik at se goblinens øje bevæge sig i takt med dig - du ved ikke helt, om det er din fantasi, som spiller dig et puds.
Pludselig høres et ordentligt brag, sten flyver til hele sider og rammer dig i ansigtet. Da du åbner øjnene igen og trækker dine arme ned fra dit beskyttet ansigt ser du en fæl goblin foran dig, som snerrer:
"Menneskekød. Jeg har ikke spist i flere år."
Den angriber dig!
Du fortsætter lige frem. Gangen bliver smallere, og luften bliver tykkere...
Fortsættes...
Du vælger den højre gang. Der er varmt her, og du kan lugte noget brændende...
Fortsættes...
Goblinen falder tungt mod stengulvet med et hult brag. Dens krogede kniv glider ud af den slappe hånd og sender en skærende lyd gennem kammeret, da den rammer fliserne. Faklerne langs væggene blafrer voldsomt et øjeblik – som om selve rummet mærker skabningens sidste åndedrag – og så bliver der stille.
Du trækker vejret dybt og vender dig langsomt mod de to andre statuer. Dine hænder ryster stadig, og du løfter dit våben i en forsigtig garde. Men de forbliver urørlige – stive, kolde og tavse som den sten, de er hugget af. Du sukker lettet.
Forsigtigt bevæger du dig forbi statuerne og hen mod den mørke buegang på den anden side af kammeret. Dine skridt genlyder hult mod det ujævne stengulv. Passagen er snæver – så smal, at dine skuldre næsten rører murværket på begge sider – men længere fremme aner du et svagt, flakkende skær, der danser rundt om hjørnet.
Du presser dig fremad. Luften er tung og fugtig, og der hænger en metallisk lugt, du ikke kan placere.
Pludselig gennemborer en høj, skærende lyd passagen – "SHRIIINK!" – og to jernspyd skyder ud fra skjulte sprækker i murværket på begge sider, rettet direkte mod din krop.
Foran dig åbner gangen sig op i en bredere passage. Det er mørkere her. Ingen fakler. Kun en rå stilhed, der trykker mod dine ører som vand.
Men langt fremme – der, hvor passagen bøjer – ser du et svagt, blåligt skær. Det pulserer langsomt, som en sovende hjerterytme.
Luften føles koldere for hvert skridt.
Og så opdager du det.
Til højre i muren – næsten skjult i mørket – sidder et højt, smalt vindue. Du nærmer dig forsigtigt og kigger ud.
Kulden rammer dig øjeblikkeligt.
Du er højt oppe. Alt for højt.
Langt under dig breder en enorm, mørk slette sig ud i alle retninger. Den virker endeløs. Skygger bevæger sig i det fjerne – måske træer, måske ruiner, måske noget levende.
Horisonten er dækket af tunge, sorte skyer, og vinden river hen over det golde landskab som et levende væsen.
Du er ikke i en kælder. Du er i et tårn.
Et sted, der troner over verden. Og pludselig forstår du, hvor umuligt det ville være at flygte herfra.
Men…
Vinduet er stort nok til, at en mand kunne presse sig igennem. Stenene udenfor er ru. Der løber smalle fremspring langs muren. Måske kunne du klatre ned. Måske kunne du dø i forsøget.
Da du når enden af passagen, åbner den sig op i en cirkulær sal. Loftet er højt og forsvinder i mørket over dig. I midten af salen står en høj, smal søjle af sort sten – og indlejret i dens top, en krystal, der lyser med et koldt, blåt skær.
Da du træder ind over tærsklen, blusser krystallen op. Lyset breder sig ud over væggene, og du ser noget, der får dit blod til at fryse.
En stemme taler.
Ikke i rummet.
Inde i dit hoved.
"Deltager nummer syv har overlevet den første prøve."
Luften sitrer. Langs væggene ser du silhuetter – ikke rigtige personer, men mørke figurer, projiceret i lys. Som skygger af mennesker, der betragter dig. De bevæger sig svagt, som om de hvisker til hinanden.
Du forstår det pludseligt. En iskold erkendelse, der rammer hårdere end noget spyd:
Dette er ikke et gammelt tempel. Det er en arena. Og nogen ser med.
Stemmen fortsætter:
"Underholdningsværdi: acceptabel."
Du mærker kulden i ordene. De vejer og måler dig som et stykke kød på en slagtervægt. Du er ikke helten i denne historie. Du er underholdningen.